Om “I hælene på Mikkel …”

6 dec

af Marion Gitt

FORÆLDRE- OG LÆRERVEJLEDNING
til brug i hjemmet, i “søndagsskolen” (hvad dag den så måtte ligge på), i børneklubber og blandt minikonfirmander.

Sig ikke
ting til børnene i børneklubben eller hjemmet som de næste dag kan få at vide i skolen, er forkert. Prøv snarere at stille nogle spørgsmål til skaberværket som man også i skolen kan undre sig over.

De der ikke tror på Gud, vil gerne have os til at tro at ting kan blive til af sig selv. Og at dyrene er opstået helt tilfældigt uden at Gud har skabt dem. Denne forklaring som tager sit udgangspunkt i Darwins udviklingslære, kaldes viden frem for tro!

Men kikker vi nøjere efter, opdager vi at den forklaring ikke baserer sig helt så stærkt på viden som påstået. Hvis man véd noget mere om hvordan livets programmering fungerer, indser man at “af sig selv-forklaringen” kommer man ikke langt med. Ikke hvis vi skal holde os til de fornuftige forklaringer frem for at flygte ud i nogle fantastiske trosforklaringer (eller videnskabsfilosofi) som måske ikke har så meget med naturvidenskab at gøre. De små dimser der ligger inden i alle vores celler, og som kaldes gener, bestemmer hvordan vi skal se ud. Om vi skal blive til mennesker eller dyr. Isbjørne fx.

Grundtyper og dyrearter
Isbjørnen er netop værd at se nærmere på når vi taler om skabelsestroen. Her kan man let komme til at “sige noget forkert” om skabelsen. I den forbindelse er den gamle bibeloversættelse nok “synderen”. Her stod nemlig at alle dyrene var skabt efter deres arter! Og netop arter er et uheldigt ord, fordi når man læser det, tror man måske at arter skal forstås i sin moderne betydning. [Nu er der ikke helt enighed om hvad en art er for noget; men en ret god definition lyder: Hvis to dyr kan få afkom med hinanden, tilhører de samme art.] Så på det punkt er den nye oversættelse betydeligt bedre. Her står: “Gud skabte alle slags vilde dyr …” – I den engelske King James står der: “And God made the beast of the earth after his kind …” Ordet kind er via tyske forskere kommet til at hedde grundtype på dansk. Så hvis vi skulle genoplive den gamle bibeloversættelse, kunne den passende lyde: “… og Gud skabte dyrene efter deres grundtyper.”

Og vi kan så passende tilføje: “Med ret til variation!” For det er her det store stridspunkt ligger. Når darwinisten vil hævde at den skabelsestroendes syn på skabningen ikke holder, er det fordi han tror at vi hævder at arterne ikke kan variere (og dermed danne nye arter). Det er ingenlunde tilfældet!

Lad os vende snuden tilbage mod isbjørnen. I overført betydning, tak! Den er nok som bekendt verdens farligste rovdyr. – Nyere genetisk forskning tyder på at isbjørnen er en variation af den brune bjørn som har skilt sig ud “for ikke så længe siden”. Grundtypen “bjørn” har altså spaltet sig ud i gråbjørne (grizzly), sortebjørne og isbjørne m.v. På samme måde som grundtypen “kat” har delt sig i arterne løve, tiger, leopard, puma osv.

Så når vi taler skabelsestro, er der altså stor forskel på om vi hævder at Gud har skabt isbjørnen som den ser ud i dag, eller om vi kommer med tros-påstanden om at Gud har skabt grundtypen “bjørn” med mulighed for at danne nye “bjørnearter”.

Hvis vi fortæller vores børn at isbjørnen har Gud sat på jorden som den ser ud i dag, kommer denne tro meget hurtigt i konflikt med vores “viden”. Hvis vi derimod holder os til at fortælle at Gud har skabt bjørnene “efter deres grundtyper”, er vi på noget mere sikker grund. Forskningen har nemlig bekræftet at arterne kan variere og at der kan dannes nye arter, forstået sådan at en grundtype kan spaltes op i flere forskellige arter.

Darwin havde ret
Så på dét punkt “har Darwin ret”! Men variationen har sine stærke begrænsninger. Det bliver mere og mere tydeligt for forskerne. Og det har noget med programmering og gener at gøre. Grundtypen har en meget bred programmering gemt i sig: Nogle gensammensætninger vil give en bjørn der ligner en polarbjørn, andre mere en grizzly. Men – og det er vigtigt – gener findes “i en pærevælling” i genpuljen, og derfor kan enkeltindividerne falde meget forskelligt ud. OG derfor kan alle “grundbjørne” få unger sammen. Så er der sket noget (fx geografisk isolering) som har “afsnøret” noget af genpuljen. De variationer af grundbjørnen der klarer sig bedst i polare områder, er så holdt sig til at få unger sammen. Og de unger som ikke er så godt tilpasset de nye forhold, bliver hårdt og brutalt udryddet af den naturlige selektion. Fejl i koden (mutationer) eller geografisk isolation gør så at der opstår en ny art: isbjørnen. Så på det punkt havde Darwin helt ret. Det er meningsløst at påstå andet.

Men – og det er lige så vigtigt – den nye art er opstået som følge af tab af information => programmeringen “grundbjørn” er blevet begrænset til programmeringen “isbjørn”. DER ER IKKE OPSTÅET NY INFORMATION, den gamle er blevet begrænset.

Darwin havde ikke ret
For ny information opstår ikke i generne. Darwinister vil gerne tro det. Hele deres teori står og falder med denne tro. Men fænomenet er ikke empirisk eftervist, dvs. videnskaben har ikke påvist at det sker. Alle forsøg går i stik modsat retning. Vi kan sagtens ødelægge den information der ligger i en dyregruppes gener; vi kan ikke skabe noget nyt.

Bananfluer og bakterier
To eksempler: Bananfluen er ret berømt fordi den har været brugt til forsøg igennem tusindvis af generationer. Man har udsat det stakkels kræ for alverdens mærkelige forsøg for at få lavet nogle mutationer. Er der kommet en helt anden art ud af det? Nej. Nogle stammer kan måske ikke parres med hinanden mere, men de er i grunden stadig bananfluer. De har ikke på mindste måde bevæget sig “op” i nærheden af et “større” dyr. De er og bliver insekter, fluer.

På samme måde med bakterier. Der har været udført utallige forsøg på bakterier, forsøg der svarer til millioner af års evolution hos de større dyr. Og hvad er det blevet til, andet end bakterier? Ingenting.

Og det sjove er at hvis man skulle følge Darwins logik (om den naturlige selektion osv.), ville ingen livsformer have bevæget sig op over bakteriernes stade. De er for veltilpassede, for konkurrencedygtige. Her er i sandhed “survival of the fittest”: de bedst tilpassedes overlevelse.

Flere og flere forskere er ved at smide deres ateisme og materialisme over bord i mødet med naturens kompleksitet. Det er naturligvis ikke en videnskabelig forklaring at sige at noget er skabt. Men det kan være et udmærket udgangspunkt for at finde ud af noget grundlæggende ved verden omkring os, ved skabelsen.

Af sig selv eller …
Hvordan kan man se om noget er skabt, eller det bare er blevet til af sig selv? På Origos norske hjemmeside finder vi et udmærket eksempel. [Se under foredrag fra årsmødet den 6/11 2010, vælg evt. Willy Feldskaars foredrag, del 3, hvis billederne ikke popper op af sig selv] Når man ser på de to bjergformationer, er man ikke et sekund i tvivl om hvilken der er resultat af tilfældighedernes spil, og hvilket ikke! Den liggende “sovende soldat” fra Troms i Norge ser sådan ud fordi klippen (og her forstærket af sneen) ligner et menneske – med øjenbryn, gabende mund og langt skæg. Men for det første skal man stå et bestemt sted for at kunne få øje på det. For det andet er man nødt til at mobilisere en god del fantasi.

Med præsidenthovederne fra Mt. Rushmore er det noget anderledes. Godt nok kan man ikke se at klippen er blevet bearbejdet af en dansk udvandrer. Men der er ikke skygge af tvivl om at det ikke er naturens blinde kræfter der her har været på spil her. En påstand om det modsatte er ikke blot uden for enhver rimelighed, den er direkte tåbelig.

Så det er let at se at vi her står over for et design. Det har ikke det mindste med tro at gøre; det er simpel almenmenneskelig erfaring.

På samme måde med det værktøj kunstneren har brugt til at hugge klippen ud med. Fandt man noget af det ved bjergets fod, ville man straks kunne få øje på designet.  Ja, selv i noget så enkelt som et søm. Hvis man finder et søm ude på bjerget eller i skoven, tror jeg ikke der er noget der kan bilde sig selv ind at det er blevet til af sig selv ved at noget jern er kravlet op af jorden, at det har renset sig selv, for til sidst at hamre sig selv i form som et søm. Det mest fornuftige er at sige at et menneske har skabt sømmet; gravet jernmalmen op af jorden; renset malmen til rent jern; trukket jernet ud i en tråd; hærdet jernet til stål, for til sidst at klippe tråden over i mindre bidder og hamre et hoved i den ene ende. Sådan er sømmet blevet skabt. Ved menneskers arbejde og opfindsomhed. Eller skal vi kalde det design!

Tænk dig så den sømpistol som sømmet skal bruges i. Er den opstået af sig selv? Eller det hus sømpistolen har været med til at bygge? Er det opstået af sig selv? For slet ikke at tale om den by som huset ligger i. Er den da opstået af sig selv? Ved at vinden har ført nogle tilfældige brædder sammen til en tagkonstruktion? At vind og vejr har fået nogle klipper til at revne i småstykker, og at disse småstykker er blevet til tagsten? Alle véd at den slags påhit er det rene vås.

Livlig fantasi
Prøv så at bevæge dig ned i den mini-verden der er inden i dig selv, i dine celler. En celle kan bedst sammenlignes med en by i miniformat. Det “søm” som skal bruges i vores almindelige hverdag, skal her formindskes en milliard gange. Og på samme måde fungerer “byen Celle” i mini-mini-format. Det sjove ved denne “by”, er at den fungerer helt af sig selv, på en måde bedre end en by i almindeligt format. Den kan selv reparere de maskiner eller huse der går i stykker. Den kan selv rydde op. Den er fantastisk til energibesparelse og genbrug. Og så har nogle af de “byer” der ligger i planterne, nogle “fabrikker” der faktisk kan “æde” CO2 og spytte ilt og sukkerstoffer ud i den anden ende.

Det er da ret så smart fundet på. For hvis planterne ikke kunne det, ville du og jeg ikke kunne trække vejret. Men det mest fantastiske ved disse “mini-byer” er faktisk at de kan kopiere sig selv. Og hvorfor kan de det? – Fordi evolutionen “har fundet på det”?! Det er i dag faktisk mere fornuftigt at sige at det kan de fordi de er skabt med en programmering der sætter dem i stand til det. Tilsyneladende helt af sig. Men som du vel ikke tror at en computer kan gøre noget som helst uden at den er programmeret, sådan er det også med cellerne. De er programmerede. Det kan der ikke være nogen diskussion om. Diskussionen går på om programmering kan blive til af sig selv, lidt efter lidt, ved at der opstår fejl i koden! (De af jer der har hørt om mutationer, har måske ikke samtidigt fået at vide at mutationer kun kan være tilfældige ændringer i koden, dvs. i langt de fleste tilfælde fejl.)

Så hvad er mest fornuftigt?

Evolution eller skabelse?
Men hvordan skelner man så mellem det evolutionen kan “finde ud af” helt af sig selv, og så det vi fornuftigvis må kalde skabt?

Inden for dyre- og planteriget er det faktisk meget nemt. Kan mennesker lave om på blomster og dyr? Mægter alle konger på rad, i deres magt og vælde, at sætte det mindste blad på en nælde? Det sidste kræver viden om de inderste design-dele i skaberværket, så det kan de dygtigste af forskningens “konger” måske nok finde ud af i dag. Men det første kræver blot at man eksperimenterer lidt med avl og forædling. Også kaldet kunstig selektion.

Det store spørgsmål er så: Er det rimeligt at forvente at den naturlige selektion kan gøre noget med planter og dyr, som den kunstige selektion (avlsarbejdet) ikke kan gøre? Kan man, blot ved at avle på dem, få hunde til at blive andet end hunde?

Troen på darwinismen siger at den naturlige selektion “kan alt”, bare man venter længe nok. Sjovt nok var det en tro Darwin selv mistede i slutningen af sin karriere efterhånden som han satte sig ind i hvordan naturen fungerer. Der er nemlig noget der hedder naturlove. Og de sætter temmelig snævre grænser for hvor der kan ske.

Naturlovene gælder ikke for mig
Hvis jeg i ungdommeligt overmod siger til mig selv at tyngdeloven ikke gælder for mig når jeg “kører råddent” på min knallert eller i min første bil, risikerer jeg en hård og brutal opvågnen når jeg ruller rundt i grøften.

På samme måde fungerer de biologiske naturlove. Der er meget snævre grænser for hvor meget en art kan variere. Hvis programmeringen i ægcellen er blevet “for anderledes”, ender det hver gang “i grøften”, i en spontan abort!

Knud Aa. Back, skrevet første gang den 8. december 2010; hermed smårettelser til bloggen her, d.d.

Reklamer
%d bloggers like this: