Udkommer i dag: Guds bøddel

29 nov

– har videnskaben virkelig fået has på Gud og dermed begravet enhver snak om ham?

I anledning af dagens bogudgivelse fra Forlaget Origo har vi bedt Ove Høeg skrive et par ord om forfatteren Johns Lennox’ ærinde. Vi lægger ud med en af den danske udgaves herlige illustrationer:

Hvis-grise-kunne-flyve-kemi

Billedet her er sløret; der skal jo være en grund til at købe bogen …

 

John Lennox tilbageviser alle ateisme-argumenter

Bogen Guds bøddel af dr. John Lennox er et knivskarpt opgør med det moderne parløb mellem naturvidenskab og ateisme. Lennox påviser med stor grundighed det usaglige i at sammenkoble naturvidenskab og ateisme.

“Hvilken verdensanskuelse passer bedst med naturvidenskaben – teismen (troen på Gud) eller ateismen? Har videnskaben ført Gud til guillotinen, og er han dermed død og borte? Lad os se hvor evidensen fører os hen,” skriver Lennox i forordet med henvisning til bogens øvrige kapitler.

John Lennox er en erfaren debattør der kender alle modparten synspunkter til bunds. Lennox er kendt fra mange møder og konferencer om tro og viden. Meningsfæller der kender Lennox fra disse sammenhænge, har opfordret ham til at skrive Guds bøddel der i dag, torsdag 28. november, udkommer på dansk. Se øvrige indlæg her på bloggen (tags: Lennox eller Guds bøddel), på skabelse.dk eller på Facebook/Origo.

Bogens titel hentyder til påstanden om at naturvidenskaben har bortforklaret Gud. Men selv fremtrædende ateister medgiver at det ikke kan være naturvidenskabens opgave at bevise eller modbevise Gud. Lennox citerer for eksempel den kendte filosofiprofessor Thomas Nagel (New York):

Man kan ikke (hvis der findes en Gud) underkaste Guds formål og hensigter og karakteren af hans vilje en videnskabelig undersøgelse og dermed opstille en teori eller komme med en videnskabelig forklaring.

Thomas Nagel tilføjer:

Men det betyder ikke at der ikke kan være videnskabelig evidens for eller imod at en sådan ikke-naturlovsstyret årsag har grebet ind i den naturlige orden.

Konsekvenser for folkeoplysningen
Parløbet eller alliancen mellem naturvidenskab og ateisme har store konsekvenser for folkeoplysningen. Den ateistiske propaganda har haft stort held med at “bandlyse” alle de saglige modargumenter, som John Lennox grundigt gør rede for i Guds bøddel.

Videnskabelig velbegrundet kritik af evolutionsteorien betegnes af ateisterne som antividenskabelig. Argumentationen fra forfattere som John Lennox, der fremfører saglige og velunderbyggede modargumenter, drages i tvivl. Der sættes spørgsmålstegn ved evolutions-kritikernes motiver, faglige kompetence og metoder. Kritikeres intellektuelle evner betvivles, og deres brug af citater problematiseres. Ateismen (og darwinismen) betragter sig selv som en autoritet der ikke tåler nogen form for modsigelse eller saglig kritik.

Der er god grund til at mange lægfolk, herunder kristne, bliver forvirrede over den misinformation der følger af ateisme-videnskab-parløbet.

John Lennox påpeger at naturvidenskabens grundlæggere, Bacon, Galileo, Kepler, Newton, Clerk Maxwell og andre, troede på en intelligent skaber som årsag til kosmos. De opfattede naturlovene som udtryk for Guds ufattelige visdom.

Nu får vi at vide at “naturvidenskaben har bevæget sig væk fra en sådan ‘primitiv’ tankegang”, skriver John Lennox og tilføjer: “Videnskaben har klemt Gud op i et hjørne, henrettet ham og derefter begravet ham under sine altomfattende forklaringer […] Forholder det sig virkelig sådan?” spørger Lennox og fortsætter: “Kan alle religiøse mennesker afskrives som fordomsfulde og uinformerede? Nu er det jo faktisk sådan at der blandt dem findes forskere der har vundet Nobelprisen.”

Lennox påpeger at ateismens forkæmpere argumenterer meget ihærdigt. Det får ham til at stille spørgsmålene: “Hvorfor er de nu så overbeviste om at ateismen er det eneste intellektuelt forsvarlige standpunkt? Er det virkelig sandt at alt i naturvidenskaben peger i retning af ateismen? Er naturvidenskaben og ateismen da sådanne naturlige sengekammerater?”

Nej, ateisme er ikke svaret ifølge den fremtrædende britiske filosof Anthony Flew, der tidligere har været en af de førende intellektuelle forkæmpere for ateismen. Efter mange år som ateisme-frontkæmper har Anthony Flew skiftet mening. John Lennox oplyser at Flew i et BBC-interview har fremført at en superintelligens er den eneste gode forklaring på livets oprindelse og naturens kompleksitet.

Skrevet af Ove Høeg for ORIGO
red.: 😉 .b

 

 

Reklamer
%d bloggers like this: