Kristne, grib til våben

16 nov

Nu er det på tide at kristne (og andre teister*) griber til våben over for den ugudelighed og falske lære der har bemægtiget sig pressen og store dele af naturvidenskaben.

Og nu tænker jeg selvfølgelig ikke på selvmordsbombeaktioner mod JP (eller andre vantro) som åbenbart er på mode i visse kredse, men nærmere den slags kampmidler som apostlen Paulus taler om i et af sine breve.

Men ud over de åndelige våben der er nævnt i Efeserbrevet, er der måske et par stykker til der i vor tid kan komme under aktiv overvejelse:

  • en løftestang mod misinformation,
  • vaccination mod for lidt viden
  • oplysning, oplysning og atter oplysning.

 

Misinformation
Historisk er kristne ofte (mere eller mindre berettiget) blevet beskyldt for at være en flok mørkemænd. Og her er det først og fremmest Kirkens sag mod Galileo og hekseprocesserne der lyser op på lærredet i den indre biograf. – Så her må vi have fat i nævnte løftestang: Galileo-sagen handlede om (og det kan ikke gentages for tit, da påstanden om det modsatte bliver ved med at florere) at kirken ville forsvare den etablerede videnskab mod kritik af Aristoteles. (Læs mere herom i John Lennox’ bog Guds bøddel, se herunder). Og Kirkens rolle i hekseprocesserne er – som altid når det gælder om at lyve Kirken alt muligt og umuligt på – stærkt overdrevet. Det var ofte præsterne der forsvarede de stakkels kvinder mod landsbytossernes ondsindede sladder og rygtesmederi. – Desværre er disse eksempler på misinformation legio, men her nøjes vi altså med disse to i denne omgang. Senere kan vi vende tilbage til de mere aktuelle eksempler.

For lidt viden
Kan man have for lidt viden som man ligefrem bør vaccineres imod?! – Ja, nogle gange kan for lidt viden være værre end ingen. Hvis man ikke véd noget om den naturlige selektion/udvælgelse, kan det vel kun være en fordel at få noget at vide. – Ja og nej. For hvis man hører på at den naturlige selektion kan gøre mere end den kunstige, så er det på sin vis “farlig viden”, for det befrugter en masse fantasier som ikke har meget forbindelse til saglig evidens. – OG evidens handler om det der er videnskabeligt belæg for at hævde.

Tag fx røde katte. Katte kan aldrig blive rigtigt røde (som en rose, en læbestift, en god rødvin, you name it …) Og den kunstige selektion (= avlsarbejdet) har aldrig resulteret i knaldrøde killinger. Det véd enhver. – Af samme grund er det totalt misforstået hvis man går rundt og tror at det kan man så få den naturlige selektion til at gøre – bare man venter længe nok (en grov misforståelse i hvert fald i forhold til evidensen).

Nu er knaldrøde katte måske ikke så interessant. Men der er i den danske befolkning en udbredt tro på at bakterier helt naturlig kan blive til fx dyr eller planter (det er faktisk dét hele evolutionstanken handler om, og det er derfor hele marshysteriet har en sådan bevågenhed). Faktum er (ubehageligt nok for de fantasifulde) at de bakteriestammer vi mennesker har dyrket på i så mange (bakterie)generationer, aldrig er blevet til andet end bakterier, også selvom det svarer til millioner af år i hvirveldyrs evolution. – Måske nye arter af bakterier – ja det kan nok være, det kommer så sandelige an på hvordan man definerer artsbegrebet, men de er stadig bakterier. Og det samme gør sig gældende for den stakkels bananflue. Alle forsøg med den (= mutationsforsøg) har resulteret i forskellige former for handicap, fx et sæt ekstra vinger den ikke kan bruge til noget, tab af formeringsevne (=nyt art?!), manglende øjne osv. osv. Men alt i alt ikke meget mere end den bananflue der var udgangspunktet for alle forsøgene.

Hvorfor må vores intetanende skoleungdom ikke få denne viden præciseret?ER det fordi det er “farlig viden”, men altså i en noget andet mening end min definition? – Det eneste farlige ved den, er da kun at den risikerer at udvikle selvstændig tænkning i forhold til gamle lærebøger. – Og det er vel i grunden ikke så galt.

Oplysning, oplysning og oplysning
I forbindelse med det 3. og sidste anbefalede våben kan vi gøre sagen kort: Man kan med fordel investere i John Lennox’ bog i dansk oversættelse som kommer på gaden sidst i denne måned. Og da jeg har arbejdet med den temmelig grundigt & længe, kan jeg kun anbefale den. – Man risikerer så decideret at blive klogere.

😉 .b

Ordforklaring: * teister = dem der tror på en personlig gud

 

 

Reklamer
%d bloggers like this: