En abeforfaders forvandling

7 maj

Mere viden om menneskets afstamning

Den med at generne alene skulle bestemme hvordan en organisme fremtræder, har enorm betydning for forestillingen om at tilfældige mutationer kan blive årsag til “forbedring af koden”. Eller for at sige det på en anden måde: At én art (fx en abe/menneskeforfader) skulle kunne forvandles til en helt anden art (fx en chimpanse eller et menneske).

Hvorfor går man så meget op i at chimpansen skulle have 98 eller 99 %’s genetisk lighed med mennesket?

Ja, det har nok en hel del at gøre med en forestilling om at så er der kun 1-2 %’s mutationer der skal til for at få forandret en primatforfader til hhv. en chimpanse og et menneske.

Men moderne bioinformatik har afsløret at der skal flyttes så meget om på informationen i en abeforfaders genom (for slet ikke at tale om al den information der skal tilføjes) at en forklaring om at det kan tilfældet gøre, mere og mere må betragtes som useriøs.

Så vi kan foretage følgende videnskabelige konstatering: Den naturlige selektion + tilfældige mutationer kan ikke have forandret en abeforfader til et menneske. Så sludderet om at mennesket stammer fra aberne (evolutionens ultimative ikon som p.t. ses gentaget i en smart reklame på dansk tv) har al den videnskabelige evidens imod sig. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

Nej, vi kan med sikkerhed sige i dag at de simpleste fejl i koden vil have fatale konsekvenser for enhver organisme, for både bakterie og menneske!

John Lennox lader i sin bog God’s Undertaker … James Shapiro komme med følgende interessante kommentar til det reparationssystem vi i dag véd cellen er udstyret med:

Det har været forbavsende at opdage hvor grundigt cellen beskytter sig mod netop den slags tilfældige genetiske ændringer der ifølge den konventionelle teori skulle være kilde til den evolutionære variation [min fremhævelse]. Netop på grund af deres korrekturlæsnings- og reparationssystemer er levende celler ikke passive ofre for tilfældige kræfter fra kemiens eller fysikkens side. De afsætter store ressourcer til at undertrykke tilfældig genetisk variation, samtidigt med at de kan fastsætte hvilket niveau forandringer må foregå på, ved at justere aktiviteten af deres reparationssystemer.

For den interessere læser kan vi oplyse at cellen har en fejlmargin på 1 til 3 milliarder i sin korrekturlæsning. Hvilken avis ville ikke ønske sig en så lille fejlmargin?

ERGO: NYtænkning er bydende nødvendig hvis den biologiske forskning, stillet over for bioinformatikkens barske kendsgerninger, skal komme videre!

😉 .b

%d bloggers like this: