Arkiv | juli, 2010

Varieteter og arter

30 jul

En testpostering (fra en snarligt kommende bog):

Den normale definition på en art for organismer, der formerer sig seksuelt, er, at medlemmer af samme art skal kunne parre sig og få frugtbart afkom. Hvis to organismer parrer sig og ikke kan få afkom, der kan videreføre deres egen art, tilhører de forskellige arter. Dette var også, hvad Darwin forstod ved en art.[i] 

Ifølge det biologiske klassificeringssystem inddeles arter igen i varieteter, der også kaldes racer eller sorter. I modsætning til arter er der ingen skarpe grænser imellem varieteter. De kan frit krydse sig med hinanden og få frugtbart afkom. Deres afkom vil fortsat tilhøre samme art, selv om krydsningen eventuelt giver ophav til en ny varietet. De forskellige menneskeracer er eksempler på dette. Alle mennesker uanset race (varietet) kan forplante sig med hinanden og få frugtbart afkom.

Kernen i Darwins argument var, at varieteter gradvist kan blive til arter igennem avl. Med andre ord mente han, at der ingen grænser er for, hvor store ændringer der kan ske i varieteterne inden for en art: 

“Ikke desto mindre er varieteter ifølge min opfattelse arter under dannelse eller, som jeg har kaldt dem, begyndende arter. Hvordan bliver da de mindre forskelle imellem varieteter til de større forskelle imellem arter? At dette jævnligt sker, må vi slutte af, at de fleste af de utallige arter overalt i naturen frembyder velmarkerede forskelle, hvorimod varieteter, de formodede prototyper og stamformer til fremtidige velmarkerede arter, udviser små og dårligt definerede forskelle.”[ii]

Kort sagt troede Darwin, at forædling og avl på planter og dyr kan give ophav til nye arter. Det første kapitel i Arternes oprindelse, “Husdyr og dyrkede Planters Varieren,” ser på den virkning, menneskets selektive avl har på en art. Selv om Darwin ikke skriver det lige ud, er det tydeligt, at han mener, at med tiden kan arter blive fremavlet til nye arter, hvis man krydser dem tilstrækkeligt mange gange. I bogens andet kapitel, “Dyrs og Planters Varieren i Vild Tilstand, argumenterer Darwin for, at naturen også har evnen til at fremavle varieteter til nye arter igennem naturlig selektion. 

Desværre tog Darwin fejl med hensyn til, hvor store ændringer der faktisk sker imellem varieteter. Derfor var han også galt på den, når han hævdede, at nye arter kunne opstå igennem avl. Vi ved nu, at naturen har sat grænser for, hvor meget en art kan ændre sig. Fremavl kan kun give ophav til forskelle inden for rammerne af allerede eksisterende karaktertræk. For eksempel kan man ved at avle på hunde få hunde af forskellig størrelse, temperament og forskelle i pelslængde og farve. Men uanset om hundene er store eller små, fortsætter de med at være hunde. Det er ikke muligt igennem avl at få karaktertræk, der ikke allerede findes i arten. Vi vil aldrig kunne få en kat ved at avle på hunde, selv om vi gør det i nok så mange generationer. Det eneste, avl gør, er at blande og kombinere allerede eksisterende træk.

Der er ligeledes grænser for, hvor meget man kan fremhæve eller undertrykke de eksisterende, naturlige karaktertræk. Ifølge planteforædleren Luther Burbank (1849–1926):

“Jeg ved af erfaring, at jeg kan udvikle en blomme på en halv tomme eller på to-og-en-halv tomme med alle mulige størrelser ind imellem, men jeg skal villigt indrømme, at det er håbløst at forsøge at få en blomme på størrelse med en lille ært eller på størrelse med en grapefrugt. Jeg har roser, der blomstrer temmelig stabilt i seks måneder om året, men jeg har ingen, der blomstrer i tolv, og vil aldrig få det. Kort sagt er der grænser for den mulige udvikling.”[iii]  

Den store franske zoolog Pierre Grassé (1895–1985) var enig i dette:

“På trods af det voldsomme tryk, som kunstig selektion har været årsag til i tusinder af år (ved at udskille enhver forælder, der ikke svarer til det valgte kriterium), fødes der ingen nye arter. Et sammenlignende studie af sera, hæmoglobiner, blodproteiner, frugtbarhed på tværs af arter osv. viser, at racerne forbliver inden for de samme bestemte afgrænsninger. Dette er ikke et spørgsmål om mening eller subjektiv klassificering, men er en målbar realitet. Faktum er, at selektion giver konkret form til og sammensætter alle de varieteter, et genom er i stand til at frembringe, men udgør ikke en nyskabende evolutionær proces.”[iv]

Francis Hitchings skrev på samme måde:

“Det er nu absolut klart, at der er faste naturlige grænser for, hvad der kan gøres. Bemærkelsesværdige ting kan opnås igennem krydsning og selektion inden for artsbarrieren eller indenfor en større gruppe af relaterede arter såsom hvedesorter. Men hvede fortsætter med at være hvede og bliver for eksempel ikke til grapefrugter. Imellem 1800 og 1878 blev sukkerindholdet i sukkerroer forøget fra 6 til 17 procent. Et halvt århundredes yderligere forædling gjorde ingen forskel.”[v]

Alt dette blev ikke blot påvist i årene efter Darwin. Allerede før og på hans tid var det korrekt blevet observeret, at der er grænser for de ændringer, man kan afstedkomme igennem avl. Darwins ide om, at varieteter kan blive til arter, var ønsketænkning og ikke baseret på faktiske videnskabelige observationer.


[i] Darwin skrev på side 57 i indledningen til Origin of Species: “Den berømte geolog og naturforsker Von Buch udtrykker i sin glimrende ‘Description Physique des Isles Canaries’ (1836, s. 147) sin tro på, at varieteter langsomt bliver forandret til blivende arter, der ikke længere er i stand til at krydse sig med hinanden.” [Arternes oprindelse, s. 523]

[ii] Origin of Species, s. 155. [Arternes oprindelse, s. 138]

[iii] Darwin Retried, Norman Macbeth, Gambit, Boston 1971,  s. 36.

[iv] Darwin on Trial, Second Edition, Phillip Johnson, InterVarsity Press, Illinois, USA, 1993, s. 18.

[v] The Neck of the Giraffe, Francis Hitching, Ticknor & Fields, New Haven, Connecticut, 1982, s. 54.

Reklamer